Archive for the ‘Økonomi’ Category

Ansøgning om midler til rekrutteringsevents (Horsens OK)

Horsens OK har med succes søgt kommune og fonde om midler til rekrutteringsevents. Læs klubbens ansøgning forud for ‘Find vej i Åbjergskoven’ (foråret 2011) her:

Ansøgning om støtte

Horsens Orienteringsklub vil gerne præsentere vores sport for endnu flere motionister i og omkring Horsens. Det vil vi gøre med en kampagne fra 30. april 2011 til 7. juni 2011. Her vil der være  8 arrangementer i Horsens og tæt på Horsens, hvor der er mulighed for at prøve orientering med kyndig instruktion fra klubbens frivillige hjælpere.

Arrangementerne er åbne for alle. Men vi satser meget på familier med børn. Vi ved der er et stort marked her og ønsker om at hele familien kan dyrke sport og motion enten sammen eller på samme tidspunkt. Kort sagt et ønske om fællesskab i fritiden.  Her er orientering et godt tilbud. Normalt er der nemlig flere forskellige ruter og længder at vælge imellem.  Man kan derfor vælge nøjagtig den rute som passer til den enkelte og man kan vælge at gå eller løbe, alene eller flere sammen.

Vi starter lørdag den 30. april med at indvie vores find vej i Åbjergskoven i Horsens. Her er der opsat faste poster, som kan benyttes gratis året rundt ved hjælp at et kort over skoven, som kan hentes gratis på hjemmesiden. Efterfølgende har vi 7 arrangementer som vi gratis tilbyder alle interesserede. Vi håber med en kampagne indeholdende flere tilbud i foråret at kunne få interesserede til at komme mere end blot 1 gang, og dermed få interesse for vores sport, som dyrkes hele året i den  dejlige natur. Det nyskabende er altså her en serie af tilbud.

Men det er naturligvis ikke uden udgifter for klubben med en sådan kampagne. Vi arbejder med et budget op til kr. 51.000.

Først og fremmest skal vi selv ved frivillig og ulønnet arbejdskraft have tegnet et kort over de områder vi skal bruge. Disse udgifter udgør  kr. 10.000.

Hver deltager får udleveret et kort med de poster der skal findes. Her er udgifterne kr. 2.000.

Vi vil også gerne gøre reklame for kampagne via annoncering, plakater, flyers, brochurer og anden reklame. Her anslår vi udgifterne til at være kr. 29.000

I klubben vægter vi sundheden højt, og vil gerne afslutte vores arrangementer med frugt og væske.

Her anslår vi udgifterne til kr. 2.000.

En kampagne kræver også indkøb af nyt materiel bl.a. tidtagningsudstyr. Det er et stort hit hos børnene, at man efter løbet får en strimmel med tiden på. Her vil udgifterne være kr. 5.000.

Og til sidst vil vi gerne belønne de deltagere som kommer flere gange med en lille præmie. Her anslår vi udgifterne til kr. 3.000.

Vi satser stort med denne kampagne og får hjælp af en nyansat konsulent i vores forbund. Men allerede nu er vi i gang med planlægningen og håber på økonomisk støtte så vi kan nå vores mål.

Horsens Orienteringsklub har ca. 250 medlemmer og har fast ugentlig træning med egne uddannede trænere. Derudover arrangerer vi løb hver lørdag året rundt i skove i nærheden af Horsens. Vi har løbere på ungdomslandsholdet og har deltagere med på Sportscollege Horsens, som er en del af Horsens Kommune som Eliteidrætskommune. Vi har en stor ungdomsafdeling og egen Veteranafdeling med 40 deltagere. Vi arrangerer mange løb for skoleelever og andre interesserede, idet vi gerne vil præsentere vores herlige sport for så mange som muligt, men det kræver altså at vi har mange frivillige hjælpere i klubben.

Men nu håber vi med en mere målrettet kampagne at få endnu flere til at vise interesse for vores sport.

Formand
Lars Sørensen
Horsens Orienteringsklub

 

Reklamer

Anbefalinger: Rekruttering og fastholdelse af nye medlemmer

Fem sider med erfaringer fra 11 ‘ATK-klubber’ om rekruttering og fastholdelse. Erfaringerne er indsamlet af udviklingskonsulent Gert Nielsen i 2010:

http://buu.do-f.dk/log/subpages/anbefalinger.pdf